Jeg er velsignet med en lillesøster med en enorm interesse for make-up. Ikke enorm interesse på den måde, at hun bruger enormt meget make-up, men på den måde at hun nyder at lægge flotte øjenmakeupper, og gerne bruger mig som model. Det er faktisk et ok job at have som storesøster, med make-up kundskaber på højde med en abes.
Derfor synes hun også at hun skulle belære mig med make-up tips inden jeg tog afsted til Krakow. (Ja, jeg er i Krakow. På studietur. Big and dangerous to say - men der er nogen hjemme.) Hun fortalte vidt og bredt om hvordan og hvorledes denne make-up skulle gøres.
Jeg har glemt det hele nu. Hvilket resulterer i, at mit eget forsøg på at gøre det efter, endte med sæbeøjelignende tilstande.
I må have en god dag. Jeg vil gøre Krakow usikker med mine sæbeøjne.
onsdag den 14. marts 2012
fredag den 9. marts 2012
Printerens onde sandhed
Det er jo ikke være nogen hemmelighed at "Topsi" og "struktur" er klare synonymer og med lidt god vilje også rimer på hinanden. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at jeg i dag har slæbt kæmpe enorm printer med i skole med bussen, fordi man nu engang skal bruge sådan én til en terminsprøve.
Jeg havde egentlig en mindre printer. Faktisk en ganske fix model. Den ville jeg lige teste om virkede i går aftes, for jeg er jo altid godt forberedt og i god tid. Klokken var cirka halv ti om aftenen, da jeg fik den gode ide.
Og jeg ved helt ærligt ikke hvad jeg havde tænkt mig. For hvad skulle jeg tjekke den så sent om aftenen for? Det tidspunkt af dagen er ikke ligefrem myldretid for nye blækpatroner og teknisk printersupport. Til gengæld viste det sig at være myldretid for tomme blækpatroner og nullermænd. Hvilket jo ikke er nogen overraskelse. Struktur-Topsi (jeg ved godt at det er dobbeltkonfekt) var selvfølgelig cool med situationen - egen printer tom for blæk = lån familieprinter.
Det var en helt ok ide, bare at låne familiens printer. Så stor var den jo heller ikke. Som den stod der på bordet i sit fancy-design så den ganske lille ud.
Men åh, hvor sandheden var grusom! Grusom tung. Og Struktur-Topsi havde ikke sørget for et lift med nogen bil. For hun kunne nemlig sagtens gå til bussen med den.
Det kunne hun også. Det tog bare sin tid. Men hun nåede sin prøve, og så er alt vel godt?
Det bedste er, at næste gang behøver jeg ikke engang at tjekke sådan noget i bedre tid, for min far er netop hjemkommet med fire blækpatroner, der passer til min helt egen printer. Min lille printer...
PS: Hvad sker der også for at alle elever skal have egen printer med? Hvem fandt på det? Hvad blev der af at dele? Overforbrugende, krævende samfund siger jeg bare. . .
Jeg havde egentlig en mindre printer. Faktisk en ganske fix model. Den ville jeg lige teste om virkede i går aftes, for jeg er jo altid godt forberedt og i god tid. Klokken var cirka halv ti om aftenen, da jeg fik den gode ide.
Og jeg ved helt ærligt ikke hvad jeg havde tænkt mig. For hvad skulle jeg tjekke den så sent om aftenen for? Det tidspunkt af dagen er ikke ligefrem myldretid for nye blækpatroner og teknisk printersupport. Til gengæld viste det sig at være myldretid for tomme blækpatroner og nullermænd. Hvilket jo ikke er nogen overraskelse. Struktur-Topsi (jeg ved godt at det er dobbeltkonfekt) var selvfølgelig cool med situationen - egen printer tom for blæk = lån familieprinter.
Det var en helt ok ide, bare at låne familiens printer. Så stor var den jo heller ikke. Som den stod der på bordet i sit fancy-design så den ganske lille ud.
Men åh, hvor sandheden var grusom! Grusom tung. Og Struktur-Topsi havde ikke sørget for et lift med nogen bil. For hun kunne nemlig sagtens gå til bussen med den.
Det kunne hun også. Det tog bare sin tid. Men hun nåede sin prøve, og så er alt vel godt?
Det bedste er, at næste gang behøver jeg ikke engang at tjekke sådan noget i bedre tid, for min far er netop hjemkommet med fire blækpatroner, der passer til min helt egen printer. Min lille printer...
PS: Hvad sker der også for at alle elever skal have egen printer med? Hvem fandt på det? Hvad blev der af at dele? Overforbrugende, krævende samfund siger jeg bare. . .
torsdag den 8. marts 2012
Det Topsiske tankeocean of doom
Jeg har haft lyst til at blogge i cirka 5 dage nu. Dog er der intet kommet gennem fingrene og ud på skærmen. Jeg har flere gange stirret på et tomt blogvindue. Jeg har flere gange begyndt på et indlæg, blot for at stoppe op, læse det igennem og slette det igen. Ikke fordi jeg ikke har villet skrive noget. Mest fordi at alt hvad jeg har skrevet har virket så freaking irrelevant. Alt hvad jeg har villet skrive, er nået at blive til en forfærdelig ide, inden jeg overhovedet var begyndt. Og ikke nok med det, så har ordene siddet fast i mig. De har været låst inde og været ubrugelige. Ubrugelige, ikke kun på bloggen, men også i mit rigtige liv. Jeg har ikke kunnet formulere mig, ikke kunnet fortælle ting eller beskrive ting. I hvert fald ikke som jeg gerne ville gøre det.
Jeg vil så gerne kunne skrive godt. Det virker bare som om, at jeg altid skriver om det samme. Der er aldrig noget nyt at fortælle. Det ender altid blot med at være indlæg om at jeg har travlt og ikke rigtig kan finde ud af det. Og de ender altid med at være ens formuleret, ens skrevet og med en og samme pointe. Når du spørger mig.
Det må være dybt uinteressant at læse. De bloggere jeg bedst kan lide, har altid noget at fortælle. Det har jeg egentlig også. Den store forskel er, at de kan finde ud af at fortælle detta. Jeg brænder inde med det, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive det, uden at trække ellers sjove scener i langdrag eller dræbe joken før den er begyndt. Det er et uoverskueligt ocean af tanker, der strømmer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke få styr på det. Det er som at lægge sig ud med naturkræfterne, at prøve at strukturere min tankevirksomhed i øjeblikket.
Derfor er der så stille i øjeblikket. Og så måske fordi jeg har pokkers dårlig samvittighed over endnu ikke at være færdig med mine afleveringer til ugen.
Jeg vil så gerne kunne skrive godt. Det virker bare som om, at jeg altid skriver om det samme. Der er aldrig noget nyt at fortælle. Det ender altid blot med at være indlæg om at jeg har travlt og ikke rigtig kan finde ud af det. Og de ender altid med at være ens formuleret, ens skrevet og med en og samme pointe. Når du spørger mig.
Det må være dybt uinteressant at læse. De bloggere jeg bedst kan lide, har altid noget at fortælle. Det har jeg egentlig også. Den store forskel er, at de kan finde ud af at fortælle detta. Jeg brænder inde med det, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal beskrive det, uden at trække ellers sjove scener i langdrag eller dræbe joken før den er begyndt. Det er et uoverskueligt ocean af tanker, der strømmer rundt i mit hoved, og jeg kan ikke få styr på det. Det er som at lægge sig ud med naturkræfterne, at prøve at strukturere min tankevirksomhed i øjeblikket.
Derfor er der så stille i øjeblikket. Og så måske fordi jeg har pokkers dårlig samvittighed over endnu ikke at være færdig med mine afleveringer til ugen.
søndag den 4. marts 2012
Hvem der blot havde 30 timer i døgnet
Jeg ved godt at blog-aktiviteten fra min side har været noget begrænset på det sidste. Det skyldes bl.a. et enormt lektie-pres, og en utrolig mængde af ting jeg gerne vil. I denne weekend skulle jeg have været på Medietræningsweekend med DDS YoungSpokespersons. Jeg var faktisk med i planlægningsteamet. Men tidligere på ugen måtte jeg melde afbud. Tingene voksede mig ganske enkelt over hovedet. Meget skolearbejde, meget spejder, meget arbejde, meget kørsel og teori. At skulle tilbringe en hel weekend i Odense, fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag, virkede ikke så lokkende for min travle hjerne. Lige gyldig hvor meget jeg gerne ville det, så vidste jeg, at jeg ikke ville komme til at nyde det. Presset fra alt det andet jeg gerne ville nå var ganske enkelt meget større.
Først og fremmest presset fra de opgaver, som venter på mig i den kommende uge. Tanken om at stort set ingen skoleopgaver vil være klar til tiden, og jeg bliver nødt til at planlægge at lave dem forsinket, er uudholdelig - det fortravler mig oppe i hovedet. Til i fredags havde jeg en tysk. Den er forhåbentlig færdig i aften. I morgen skal jeg aflevere matematik, som jeg heldigvis har fået lavet nu. Men så er der også en stor fysikrapport, som jeg ikke er begyndt på. Med god vilje er den måske færdig onsdag. Forhåbentlig. Hvis den er, så kan jeg nå at skrive dansk til på torsdag. Desværre tror jeg ikke på min egen effektivitet, så de er nok begge to først klar til aflevering på fredag. Hvor jeg forresten skal skrive engelsk terminsprøve.
Hvis jeg når alt det, så kan jeg puste ud lørdag. For der har jeg nemlig en hel dag fri. Hvis man altså ser bort fra at jeg skal pakke til min studietur, som jeg tager afsted på søndag morgen før ham den onde får sko på. Til Krakow. Det bliver ganske bestemt en fed tur. Hvis jeg altså husker at få mig selv med. Hvilket det er meget likely at jeg ikke gør.
Med alt det jeg burde nå i denne uge, føles det som om den allerede er gået. Hvornår slutter dette travlhedshelvede? Når de siger, at det postmoderne menneskes største mangelvare er tid, så følger jeg dem. 100%. Men kun kort tid, for jeg skal nå noget andet nu.
Først og fremmest presset fra de opgaver, som venter på mig i den kommende uge. Tanken om at stort set ingen skoleopgaver vil være klar til tiden, og jeg bliver nødt til at planlægge at lave dem forsinket, er uudholdelig - det fortravler mig oppe i hovedet. Til i fredags havde jeg en tysk. Den er forhåbentlig færdig i aften. I morgen skal jeg aflevere matematik, som jeg heldigvis har fået lavet nu. Men så er der også en stor fysikrapport, som jeg ikke er begyndt på. Med god vilje er den måske færdig onsdag. Forhåbentlig. Hvis den er, så kan jeg nå at skrive dansk til på torsdag. Desværre tror jeg ikke på min egen effektivitet, så de er nok begge to først klar til aflevering på fredag. Hvor jeg forresten skal skrive engelsk terminsprøve.
Hvis jeg når alt det, så kan jeg puste ud lørdag. For der har jeg nemlig en hel dag fri. Hvis man altså ser bort fra at jeg skal pakke til min studietur, som jeg tager afsted på søndag morgen før ham den onde får sko på. Til Krakow. Det bliver ganske bestemt en fed tur. Hvis jeg altså husker at få mig selv med. Hvilket det er meget likely at jeg ikke gør.
Med alt det jeg burde nå i denne uge, føles det som om den allerede er gået. Hvornår slutter dette travlhedshelvede? Når de siger, at det postmoderne menneskes største mangelvare er tid, så følger jeg dem. 100%. Men kun kort tid, for jeg skal nå noget andet nu.
torsdag den 1. marts 2012
Mit afrikanske bekendtskab og de andre skrøner
Min yndlingsbus er klart linje 381 fra Allerød til Hørsholm. Helst klokken halv ni en onsdag aften. Det er den bus jeg tager hjem fra teoriundervisning i Hillerød.
Den bus kører nemlig fordi Sandholmlejren. Og nu kan i godt pakke alle jeres fordomme væk (ja for dem har i. Lige som jeg har), og så åbne jeres sind for nye åbenbaringer. Det skulle i i hvert fald til at gøre, hvis i tog den bus.
Første gang jeg kørte med den, måtte jeg grine højt, da 5 unge mænd stod af ved Sandholmlejren, stillede sig uden for det vindue hvor jeg sad, og sendte fingerkys til mig. Alle sammen. Efterfulgt af farvelråb og smil så store, at Kim Larsen havde været stolt af det halve. Det var sjovt, det var hyggeligt, og det gjorde mig glad!
I en hver anden dansk bus der kører mellem to forstæder klokken halv ni om aftenen, ville der være fuldstændig dødt. Ligegyldig hvor mange livstrætte danskere vi proppede i den, så ville der stadig være en larmende stilhed. Når man i stedet fylder sin bus op med gæster og beboere på Sandholmlejren, så er snakken en helt anden! Ud over at den gerne foregår på et andet sprog, så foregår det også mere højrøstet og meget mere udadvendt. Jeg føler mig altid så godt tilpas i den bus, for her møder man store smil, hilsner og latterbrøl. Så er jeg egentlig ligeglad og morskaben foregår på dansk, arabisk, afrikansk eller serbisk. Den foregår, og det er det vigtigeste!
Det aller bedste ved den sjov og ballade er, at man er inviteret til den. Man bliver smilt til, hilst på. Sågar endda snakket med!
Oh ak, oh ve!
Kan man virkelig tale med fremmede mennesker i bussen? Folk man ikke kender? Helt uden at have en grund til det? Ja, det kan man. Det er skønt. Det er opløftende og inspirerende og enormt bekræftende.
På vejen hjem i går aftes talte jeg med en mand fra Sudan. Han boede egentlig i Jylland, i en by som han ikke kunne sige navnet på, og han skulle besøge en Sudansk ven på Sandholm. Han smilede et smil, med store læber og skæve tænder, men hans øjne brændte af glæde. Glæde over at snakke, glæde over at lytte, over at fortælle. Han sagde, at det ikke er ofte at danskere har lyst til at snakke. At det er svært at lære nogen at kende her. Vi er så lukkede.
Jeg synes han har ret. Mere end ret. Vi er meget lukkede, specielt i det offentlige rum. Vi ville få så meget glæde ud af at åbne os op og snakke. Jeg siger ikke at vi skal have dybe filosofiske samtaler bagerst i bussen, men en smule entusiasme og interesse for vores medmennesker ville ikke være af vejen. Det er svært, for det ligger så dybt i os "ikke at snakke med fremmede", men hvor ville det dog skabe mange flere sjove situationer i hverdagen. Hvis det ikke var for hans sudanske mod, så var jeg nok aldrig kommet til at snakke med ham. For jeg er nøjagtig lige så miljøskadet som alle andre. Det skal i hvert fald ikke være mig der bryder isen. Hvad mon de andre tænker?
Vi havde en rigtig god snak indtil han skulle af. Da han stod af, vente hans sig om og vinkede. Og smilede. Og jeg vidste, at vi netop havde gjort hinanden glade, uden at det forpligtede til noget mere.
Hvad med jer? Hvem er i? Hvad er i for en størrelse? Hvad er jeres historie?
Den bus kører nemlig fordi Sandholmlejren. Og nu kan i godt pakke alle jeres fordomme væk (ja for dem har i. Lige som jeg har), og så åbne jeres sind for nye åbenbaringer. Det skulle i i hvert fald til at gøre, hvis i tog den bus.
Første gang jeg kørte med den, måtte jeg grine højt, da 5 unge mænd stod af ved Sandholmlejren, stillede sig uden for det vindue hvor jeg sad, og sendte fingerkys til mig. Alle sammen. Efterfulgt af farvelråb og smil så store, at Kim Larsen havde været stolt af det halve. Det var sjovt, det var hyggeligt, og det gjorde mig glad!
I en hver anden dansk bus der kører mellem to forstæder klokken halv ni om aftenen, ville der være fuldstændig dødt. Ligegyldig hvor mange livstrætte danskere vi proppede i den, så ville der stadig være en larmende stilhed. Når man i stedet fylder sin bus op med gæster og beboere på Sandholmlejren, så er snakken en helt anden! Ud over at den gerne foregår på et andet sprog, så foregår det også mere højrøstet og meget mere udadvendt. Jeg føler mig altid så godt tilpas i den bus, for her møder man store smil, hilsner og latterbrøl. Så er jeg egentlig ligeglad og morskaben foregår på dansk, arabisk, afrikansk eller serbisk. Den foregår, og det er det vigtigeste!
Det aller bedste ved den sjov og ballade er, at man er inviteret til den. Man bliver smilt til, hilst på. Sågar endda snakket med!
Oh ak, oh ve!
Kan man virkelig tale med fremmede mennesker i bussen? Folk man ikke kender? Helt uden at have en grund til det? Ja, det kan man. Det er skønt. Det er opløftende og inspirerende og enormt bekræftende.
På vejen hjem i går aftes talte jeg med en mand fra Sudan. Han boede egentlig i Jylland, i en by som han ikke kunne sige navnet på, og han skulle besøge en Sudansk ven på Sandholm. Han smilede et smil, med store læber og skæve tænder, men hans øjne brændte af glæde. Glæde over at snakke, glæde over at lytte, over at fortælle. Han sagde, at det ikke er ofte at danskere har lyst til at snakke. At det er svært at lære nogen at kende her. Vi er så lukkede.
Jeg synes han har ret. Mere end ret. Vi er meget lukkede, specielt i det offentlige rum. Vi ville få så meget glæde ud af at åbne os op og snakke. Jeg siger ikke at vi skal have dybe filosofiske samtaler bagerst i bussen, men en smule entusiasme og interesse for vores medmennesker ville ikke være af vejen. Det er svært, for det ligger så dybt i os "ikke at snakke med fremmede", men hvor ville det dog skabe mange flere sjove situationer i hverdagen. Hvis det ikke var for hans sudanske mod, så var jeg nok aldrig kommet til at snakke med ham. For jeg er nøjagtig lige så miljøskadet som alle andre. Det skal i hvert fald ikke være mig der bryder isen. Hvad mon de andre tænker?
Vi havde en rigtig god snak indtil han skulle af. Da han stod af, vente hans sig om og vinkede. Og smilede. Og jeg vidste, at vi netop havde gjort hinanden glade, uden at det forpligtede til noget mere.
Hvad med jer? Hvem er i? Hvad er i for en størrelse? Hvad er jeres historie?
mandag den 27. februar 2012
Lilyphone - "Heavy Coat"
Jeg ved godt at det ikke er mange ord fra min hånd, der kommer ud i øjeblikket. Men sådan er det vel for en travl ung pige som mig. Jeg håber på at det resulterer i, at det der så kommer ud, har bare en smule relevans for andre end mit navle-monster. (ja, det der kun kan finde ud af at pille mig i navlen)
Derfor vil jeg dele noget med jer, som burde have relevans. Lilyphone har nemlig udgivet deres nye album. I hvert fald elektronisk, men det er også nok lige nu. Til dem der ikke ved hvem Lilyphone er, så har i enten ikke fulgt med hos mig længe nok, eller også er jeres hukommelse bare dårlig. De er nemlig bandet der ligger grunden for min musiksmag, og som samtidig var det første jeg var til en koncert med.
Deres første album var sødt, måske lidt piget, og fantastisk guf for ørerne. Deres nye album virker mere rocket, mere råt og med en lille smule mere country.
Jeg er ikke musisk anlagt, og jeg har absolut ingen baggrund for at udtale mig, men jeg synes allerede at albummet er godt. Rigtig godt og meget anderledes end det første. Det er vel og mærke kun en halv time siden at jeg købte det. Det gjorde jeg her.
I skulle tage og købe det også. Også det første, hvis i ikke har det i forvejen. Det er nemlig det hele værd, og lidt til.
Derfor vil jeg dele noget med jer, som burde have relevans. Lilyphone har nemlig udgivet deres nye album. I hvert fald elektronisk, men det er også nok lige nu. Til dem der ikke ved hvem Lilyphone er, så har i enten ikke fulgt med hos mig længe nok, eller også er jeres hukommelse bare dårlig. De er nemlig bandet der ligger grunden for min musiksmag, og som samtidig var det første jeg var til en koncert med.
Deres første album var sødt, måske lidt piget, og fantastisk guf for ørerne. Deres nye album virker mere rocket, mere råt og med en lille smule mere country.
Jeg er ikke musisk anlagt, og jeg har absolut ingen baggrund for at udtale mig, men jeg synes allerede at albummet er godt. Rigtig godt og meget anderledes end det første. Det er vel og mærke kun en halv time siden at jeg købte det. Det gjorde jeg her.
I skulle tage og købe det også. Også det første, hvis i ikke har det i forvejen. Det er nemlig det hele værd, og lidt til.
#430
Tror jeg drikker en kop te, spiser noget chokolade og mediterer lidt. Over at jeg slet ikke er så god til at køre bil som jeg gerne ville være. Øvelse gør mester ikke? - Jeg er bare ualmindeligt dårlig til at øve mig. Skal helst kunne det hele, på den halve tid. Allerhelst uden at anstrenge mig
Jeg bliver om end endnu dårligere til at øve mig, når det koster 650 kr ekstra pr. gang.
Jeg bliver om end endnu dårligere til at øve mig, når det koster 650 kr ekstra pr. gang.
søndag den 26. februar 2012
Engle og dæmoner
Jeg har læst bogen "Engle og dæmoner" nu. Bagud vil nogen nok mene. Om ikke andet har jeg læst den. Egentlig fordi at jeg skulle vælge en krimi i dansk, som jeg ville læse og skrive en anmeldelse af, og da min begejstring for "Da Vinci Mysteriet" var uudslukkelig, synes jeg at det var passende at læse forgængeren til den. Nu mangler blot "Det forsvundne tegn" (tjek lige det ordspil dér), som jeg helt sikkert kommer til at læse, for "Engle og dæmoner" har ikke slukket begejstringen.
"Engle og dæmoner" kan allerbedst beskrives med ordet hæsblæsende. Historien er ganske enkelt hæsblæsende fra start til slut, og man får næsten ikke tid til at trække vejret. Man bliver revet med fra starten af, og det er svært at slippe ud af historien igen. Det er en krimi, fortalt på en noget anderledes måde. Her ledes både efter motiv, bagmænd, lejemorder og en beholder med sprængfarligt antistof, gemt på Vatikanet.
Hvis man som mig har en svaghed for religiøs kunst og - symboler, så er bogen intet mindre end fascinerende. De lange kunsthistoriske og symbolske beskrivelser, er for mig en lige så stor del bogen som selve fortællingen og handlingen, hvis ikke større. Derfor bliver jeg også så fanget af bogen.
Jeg læste den af ca. 3 omgange. Når jeg begynder at læse er det nemlig ikke kun for sjov. Jeg bliver så fanget, at både rum og tid forsvinder. For real. Men dette er også en bog som man kan tåle at læse så meget i ad gangen. Da jeg læste "Tilværelsens ulidelige lethed" af Milan Kundera, som var den sidste bog jeg lod mig fascinere dybt af, kunne jeg kun læse en smule af gangen. Nogle gange læste jeg afsnit flere gange for at få det hele med. Det gjorde jeg fordi at bogen var skrevet i et så nuanceret sprog, så man opdagede nye fortællinger hver gang man læse samme sætning. Sproget i den bog var avanceret men præcist, og derfor inspirerende. Som er en ting jeg før har nævnt som en god ting ved sprog.
Det er ikke et sprog som Dan Brown kan prale af at være i besiddelse af. Faktisk er hans sprog så uelegant, at det halve kunne være nok. Han skriver simpelt og letforståeligt, hvilket er en god ting. For den nemme forståelse gør, at vi bliver fanget af historien. Til gengæld gør det simple sprog også det, at jeg flere gange fik lyst til at ligge bogen væk, blot for ikke at læse videre, når han afsluttede et kapittel med cliffhangeren "Og når det sker...". Det var ganske enkelt for uelegant skrevet. Allerhelst vil jeg fanges af en bog, uden at lægge mærke til, at jeg er blevet det, og jeg vil komme ud på den anden side og være blevet litterært og sprogligt beriget. Det blev jeg ikke af denne.
På trods af et kedeligt og uelegant sprog, så fænger bogens handling mit utroligt. Så hvis du ikke har læst den endnu, og har lyst til at læse en bog, som er nem at gå til og er spækket med handling, så synes jeg at du skal til at få den læst. Hvis sproglige perler til gengæld er grundlaget for din læseinteresse, så skal du stille den på en støvet hylde med det samme. Jeg nød at læse den, men jeg vil ikke læse den igen. Jeg fik nemlig det hele med første gang.
onsdag den 22. februar 2012
Riiimelig gode bremser du har der alligevel
Jeg ved godt at det er helvedes uinteressant at læse om at andre tager kørekort, men jeg synes nu alligevel at jeg vil berette en smule.
I dag har jeg nemlig været ude og køre en rigtig bil, på en rigtig vej, for anden gang. Første gang var jeg så pokkers nervøs, at jeg glemte at lægge mærke til, hvilken bil jeg kørte i. Således kom jeg hjem og fortalte begejstret om hvor godt det var gået, hvorefter jeg til spørgsmålet: "Hvilken bil kørte du i?" kunne svare: "... Den var hvid? Og ret stor tror jeg. Sådan en stor familiebil-størrelse."
Denne gang var jeg noget mere rolig, og fangede derfor hvilken bil jeg satte mig ind i. Den var ganske rigtigt hvid. Men at kalde den stor vil være lige så fed en løgn som at kalde Morten Messerschmidt sympatisk. Det viste sig nemlig at være en sød lille Peugeot 206. Som så absolut ikke er at sammenligne med en stor familiebil.
At bilen ikke er større har jeg det helt fint med. Når jeg sidder i den føler jeg nemlig at den er enorm! En følelse der let bliver underbygget, når jeg trækker sædet frem, op og retter stoleryggen for bare at have en lille chance for at kunne nå det hele. Har overvejet om jeg skal have mig et ekstra sæde at sidde på, ligesom da jeg var lille.
På trods af både fejlvurderinger og korte ben, lykkedes det mig at køre på små veje i dag. Har både krydset bump, drejet en enkelt gang til venstre og forceret modkørende lastbiler. Og jeg er her endnu; i live, hel og uden posttraumatiske stresssymptomer.
Og i kan puste roligt ud. For det er ikke for høje hastigheder der kommer til at præge min kørsel eller give mig stresssymptomerne. Da jeg steg ud af bilen fik jeg den fine ros, at jeg var god til at bremse. Så hvis køreprøven bestod i at bremse yndigt op, så havde jeg klaret den. Der er desværre så mange andre ting ved kørsel som er vigtigt. F.eks. at kunne bruge speederen.
I dag har jeg nemlig været ude og køre en rigtig bil, på en rigtig vej, for anden gang. Første gang var jeg så pokkers nervøs, at jeg glemte at lægge mærke til, hvilken bil jeg kørte i. Således kom jeg hjem og fortalte begejstret om hvor godt det var gået, hvorefter jeg til spørgsmålet: "Hvilken bil kørte du i?" kunne svare: "... Den var hvid? Og ret stor tror jeg. Sådan en stor familiebil-størrelse."
Denne gang var jeg noget mere rolig, og fangede derfor hvilken bil jeg satte mig ind i. Den var ganske rigtigt hvid. Men at kalde den stor vil være lige så fed en løgn som at kalde Morten Messerschmidt sympatisk. Det viste sig nemlig at være en sød lille Peugeot 206. Som så absolut ikke er at sammenligne med en stor familiebil.
At bilen ikke er større har jeg det helt fint med. Når jeg sidder i den føler jeg nemlig at den er enorm! En følelse der let bliver underbygget, når jeg trækker sædet frem, op og retter stoleryggen for bare at have en lille chance for at kunne nå det hele. Har overvejet om jeg skal have mig et ekstra sæde at sidde på, ligesom da jeg var lille.
På trods af både fejlvurderinger og korte ben, lykkedes det mig at køre på små veje i dag. Har både krydset bump, drejet en enkelt gang til venstre og forceret modkørende lastbiler. Og jeg er her endnu; i live, hel og uden posttraumatiske stresssymptomer.
Og i kan puste roligt ud. For det er ikke for høje hastigheder der kommer til at præge min kørsel eller give mig stresssymptomerne. Da jeg steg ud af bilen fik jeg den fine ros, at jeg var god til at bremse. Så hvis køreprøven bestod i at bremse yndigt op, så havde jeg klaret den. Der er desværre så mange andre ting ved kørsel som er vigtigt. F.eks. at kunne bruge speederen.
mandag den 20. februar 2012
Kort om høje, tyske mænd
Jeg kom vidst, for en meget kort bemærkning, til at love en historie om de to tyske mænd i sidste indlæg om min skiferie.
Ikke fordi at de to tyske, unge mænd en en historie i sig selv, men fordi at situationen næppe kunne være mere akavet, blufærdighedsfri og...ja... mere akavet. Uden egentlig at være det.
De inviterede mig nemlig med i byen dernede. Det er jo ikke en synd, og det var også ganske rart sådan at blive inviteret ud. Specielt taget i betragtning af at jeg ellers skulle være taget i byen alene. I en fremmed by. I et fremmed land. Uden venner. (forever alone...)
Det sjove, ret akavede, en smule blufærdighedsfri og frisindskrævende øjeblik indtraf, på tidspunktet hvor de valgte at spørge mig. Nemlig i hotellets spa-område. Hvor man, som alle andre spa-steder i Tyskland og Østrig, render nøgen rundt, og det bestemt er unisex. Jeg havde dog, både af nød og af lyst, iført mig et par bikinitrusser. Da gennemsnitsalderen sådan et sted er 50+, synes jeg at det var ok for en 18 år ung pige at have sådan nogle på.
Da jeg kom ned i spa-området var denne gennemsnitsalder ret stabil. Så selvfølgelig bemærkede jeg, da to unge mænd kom ind. Og de bemærkede da i den grad mig.
Pludselig fandt jeg mig selv stående i hotellets str. XL badekåbe, make-up fri og upyntet, snakke med 1.90 høj, tysk mand, der mente at jeg skulle tage med ham og hans ven i byen.
Og lige gyldigt hvad, så er det bare som om at man på forhånd kender bagtankerne, når det første de ser af én, er ens bare bryster.
Bagtanker eller ej, så endte jeg med at tage i byen med dem. På Kuhstall selvfølgelig. Hvor jeg endte med at føle mig som en rigtig mand, da jeg tømte et mega ølkrus længe før dem. For derefter at kalde det blasfemi, at det næste de bød på, var øl, blandet op med sodavand.
Enten var mine øldrikningsskills væsentligt forbedret netop den aften, eller også var de nogle seriøse wussies. Og eftersom det første kræver et mindre mirakel, vil jeg lade jer selv vælge svaret. . . mænd
Ikke fordi at de to tyske, unge mænd en en historie i sig selv, men fordi at situationen næppe kunne være mere akavet, blufærdighedsfri og...ja... mere akavet. Uden egentlig at være det.
De inviterede mig nemlig med i byen dernede. Det er jo ikke en synd, og det var også ganske rart sådan at blive inviteret ud. Specielt taget i betragtning af at jeg ellers skulle være taget i byen alene. I en fremmed by. I et fremmed land. Uden venner. (forever alone...)
Det sjove, ret akavede, en smule blufærdighedsfri og frisindskrævende øjeblik indtraf, på tidspunktet hvor de valgte at spørge mig. Nemlig i hotellets spa-område. Hvor man, som alle andre spa-steder i Tyskland og Østrig, render nøgen rundt, og det bestemt er unisex. Jeg havde dog, både af nød og af lyst, iført mig et par bikinitrusser. Da gennemsnitsalderen sådan et sted er 50+, synes jeg at det var ok for en 18 år ung pige at have sådan nogle på.
Da jeg kom ned i spa-området var denne gennemsnitsalder ret stabil. Så selvfølgelig bemærkede jeg, da to unge mænd kom ind. Og de bemærkede da i den grad mig.
Pludselig fandt jeg mig selv stående i hotellets str. XL badekåbe, make-up fri og upyntet, snakke med 1.90 høj, tysk mand, der mente at jeg skulle tage med ham og hans ven i byen.
Og lige gyldigt hvad, så er det bare som om at man på forhånd kender bagtankerne, når det første de ser af én, er ens bare bryster.
Bagtanker eller ej, så endte jeg med at tage i byen med dem. På Kuhstall selvfølgelig. Hvor jeg endte med at føle mig som en rigtig mand, da jeg tømte et mega ølkrus længe før dem. For derefter at kalde det blasfemi, at det næste de bød på, var øl, blandet op med sodavand.
Enten var mine øldrikningsskills væsentligt forbedret netop den aften, eller også var de nogle seriøse wussies. Og eftersom det første kræver et mindre mirakel, vil jeg lade jer selv vælge svaret. . . mænd
Abonner på:
Indlæg (Atom)