Den blev kun valgt fordi jeg gerne ville læse noget af Hemmingway, og det var nu engang den bog vi havde stående, i vores ellers fantastisk vitaminrige bogreol. Jeg skulle have tænkt mig bedre om. Har hørt at han har skrevet bedre bøger, og det håber jeg så sandelig. Da jeg vendte sidste side, sad jeg med en noget flad fornemmelse i maven. Hvornår kom klimaks? Hvor var det punkt i bogen, hvor jeg var blevet så grebet, at jeg blev nødt til at blive ved med at læse til kl 03 om natten, og stadig ikke der nænnede at lægge den fra mig? Det var der ikke. Det var lidt som at spise chokolade med lakrids - de siger det er så godt...
Det var en yderst velskrevet og god fortælling, der inddelt i bider havde gjort sig godt som minimalistiske noveller. Nu skal jeg ikke gøre mig selv til litteraturkender og -ekspert, absolut ikke, men jeg havde faktisk forventet lidt mere kød på benet fra Hemmingways side. Jeg ville ikke anbefale nogen at læse den, med mindre de sidder med et enormt overskud af tid, eller lider af søvnproblemer.
(Åh hvor ville jeg gerne være typen der sagde: "Hemmingway? Ja, jeg elsker hans værker! Han stil fascinerer mig, hele isbjergsstilen i hans skriverier er ufattelig rig og smukt underspillet." Men det siger jeg ikke. For det keder mig lang ind i ...)
I stedet er jeg nu gået i gang med at læse "Amerikanske billeder" af Jacob Holst. Jeg fik bogen at min kusine til min fødselsdag, og jeg er fantastisk glad for den. Er nået en tredjedel gennem bogen allerede, og jeg startede her til aften. Det er en fotobog af den gode slags!
Han havde mig med sikkerhed allerede i forordet. (Okay, ved det første sort/hvid portræt af ham. Han er ikke grim i hvert fald!) So far, er Jacob Holst noget nær den mest cool, eventyrlystne, indlevende og menneskeforstående person jeg har stiftet bekendskab med. En livs- og menneskeopfattelse som hans, burde sprede sig!
"Du må have tillid til det bedste i mennesket, og mistillid til det værste. Hvis ikke, vil det værste få overhånd." -Jose Marti
0 bemærkninger:
Send en kommentar